Med ordene ”Today is a good day” indleder Chr. Hansens adm. direktør Lars Frederiksen sin videointroduktion til selskabets årsrapport 2010/11. For ikke bare kunne direktøren offentliggøre positive resultater og vækst i selskabets første fulde regnskabsår siden børsintroduktionen i juni 2010. Han kunne også offentliggøre selskabets første online årsrapport, og nok også Nordens, måske Europas, første mobil- og tabletoptimerede online årsrapport.
Bysted har hjulpet Chr. Hansen med de seneste 3 årsrapporter, men mens de to første var klassiske trykte årsrapporter, har Chr. Hansen nu taget et stort spring direkte til en fuld online rapport (den trykte er helt udgået). Og med rollen som ”den nye dreng i klassen” på Fondsbørsen var også muligheden for at gøre noget helt anderledes og nyskabende med online rapporten.
Resultatet er en online rapport i såkaldt responsive design, hvilket grundlæggende betyder, at man ikke laver selvstændige løsninger til tablets og mobiltelefoner (hvis man overhovedet har de medier i tankerne), men at man udvikler et design, der er fleksibelt og dermed af sig selv kan tilpasse sig forskellige skærmstørrelser. Dermed opnås den maksimale læsbarhed på forskellige skærmstørrelser som f.eks. ipads og iphone, hvor man ellers normalt skal zoome ind og ud for hhv. at læse tekst og navigere. I indholdstunge publikationer som årsrapporter er det nemlig særdeles vigtigt, hvis brugerne reelt skal kunne gøre brug af årsrapporten på disse nye medier.
Designet er, udover at være responsivt, ført videre fra de to tidligere (trykte) årsrapporters meget stramme design- og billedstil og er derfor med til at skabe kontinuitet i springet fra trykt til online rapporter.
Chr. Hansens årsrapport er også nytænkende på andre punkter. Online rapporten er opdelt i to parallelle dele: på den ene side et Fast Track med 8 udvalgte artikler/emner, hvor man gennem cases og videoer som ikke-professionel bruger af årsrapporter let kan orientere sig i og på kort tid få en forståelse af virksomheden og årets resultater. Og på den anden side Detailed Picture, som indeholder det officielle årsrapportmateriale, hvor man som målsøgende analytiker eller investor hjemmevant kan bevæge sig rundt i en mere klassisk årsrapportstruktur og hurtigt finde netop de detaljer eller specifikke noteforklaringer, man er på jagt efter. Altså tilpasset kommunikation til de to meget forskellige brugertyper.
For dem, der stadig sværger til papir, kan hele Detailed Picture desuden downloades i pdf-format, hvorved systemet automatisk, via prædefinerede designskabeloner, genererer en tilpasset pdf-rapport med de kapitler, brugeren ønsker, ud fra online sitets indhold. Derved er Chr. Hansens interne proces også blevet forenklet, da materialet kun findes ét sted (i online sitet) og parallelle korrekturerprocesser til hhv. online rapport og pdf undgås.
Bysted har stået for koncept, design og teknisk udvikling af online årsrapporten.
Hør mere om projektet hos
Chefrådgiver Finansiel Kommunikation - Senior Kommunikationsrådgiver Helle Mayor på telefon 3916 2738 eller
hma@bysted.dk
Kompetencer
Holdet
Helle Mayor Chefrådgiver Finansiel Kommunikation - Senior Kommunikationsrådgiver
Janus Bengtsson Senior kommunikationsrådgiver og projektleder
Jens Munk Seniordesigner
Lærke Jespersen-Skree Digital Designer
Michael Nilsson Interface developer
Peter Dalhoff Designchef
Preben Bjørn Nørhave Udvikler
Om projektet
Flere cases